Intern news

+45 48 26 56 50

mail@dedanskedanseskoler.dk

SIDEN 1917

De Danske Danseskoler

Danmarks ældste og største brancheforening for professionelle danselærere – med mere end 100 års historie og blikket rettet mod fremtidens dans.

OM OS

HVEM ER VI?

De Danske Danseskoler er Danmarks ældste og største brancheforening for professionelle danselærere og danseskoler.

Siden 1917 har vi samlet branchen på tværs af geografi, dansearter og generationer. I dag repræsenterer DDD selvstændige danseskoler over hele landet og arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for vores medlemmer, deres undervisere og elever.

Faglighed er en vigtig del af vores fundament. DDD uddanner danselærere og dommere og arbejder for professionel danseundervisning af høj kvalitet. Samtidig skaber vi turneringer, mesterskaber, kurser, faglige tilbud og fælles oplevelser for danseskolerne og deres elever.

DDD er både et fagligt fællesskab og en brancheforening. Vi arbejder derfor også med de vilkår og politiske spørgsmål, der har betydning for at drive professionel danseskole i Danmark.

BRANCHEFORENING

Vi repræsenterer professionelle danseskoler og arbejder for medlemmernes interesser og gode vilkår for branchen.

FAGLIGHED & UDDANNELSE

Vi uddanner danselærere og dommere og arbejder for høj faglighed og fortsat udvikling af dansk dans.

FÆLLESSKAB & OPLEVELSER

Vi samler danseskoler og dansere gennem turneringer, mesterskaber, kurser og store fælles oplevelser.

DANSENS FREMTID

Vi arbejder for at udvikle DDD og skabe stærke rammer for professionel dans – med plads til både traditioner, nytænkning og nye generationer.

Vores historie

Over 100 år med dans

De Danske Danseskoler blev stiftet i 1917 og har gennem mere end et århundrede været en del af udviklingen af den professionelle dansebranche i Danmark.

Meget har ændret sig siden begyndelsen. Nye dansearter er kommet til, måden vi underviser og konkurrerer på har udviklet sig, og danseskolernes hverdag ser helt anderledes ud i dag end for 100 år siden.

Men grundlaget er stadig det samme: faglighed, glæden ved dansen og ønsket om at samle mennesker omkring den.

Gennem generationer har DDD uddannet danselærere og dommere, udviklet konkurrencedansen og skabt rammerne om utallige turneringer, mesterskaber og fælles oplevelser.

Historien er en vigtig del af vores fundament – og samtidig noget, vi tager med os, når vi udvikler DDD til fremtidens dansebranche.

Det danske Amatør-Landshold i moderne dans

Den store turnering om Danmarksmesterskabet 1934

Politikens Vinder-Pokal, Dansk-Tysk Danse-Konkurrence 1933

"I 1917 samledes Danmarks danselærere for første gang med ét fælles mål: at skabe orden i den moderne dans og sikre, at alle underviste i det samme. Det fundament bærer vi den dag i dag."

Dansen stopper ikke ved landegrænsen

De Danske Danseskoler er gennem vores internationale tilknytninger en del af et større dansefællesskab og repræsenterer dansk dans internationalt.

DDD er tilknyttet International Dance Organization (IDO) og World Dance Council (WDC).

Samarbejderne er med til at skabe internationale muligheder for danske dansere, danselærere og dommere og giver blandt andet adgang til internationale mesterskaber, herunder EM og VM.

Samtidig giver det internationale arbejde mulighed for faglig udveksling og udvikling på tværs af landegrænser.

https://www.ido-dance.com/

https://www.wdcdance.com/ 

Blikket fremad

Sammen om fremtidens dans

De Danske Danseskoler har samlet professionelle danseskoler i mere end 100 år. Det skal vi også gøre i fremtiden.

Dansen, branchen og samfundet omkring os udvikler sig – og DDD skal udvikle sig med. Vi ønsker at være en moderne og relevant brancheforening, der skaber værdi for vores medlemmer, styrker fællesskabet mellem danseskolerne og arbejder aktivt for gode vilkår for professionel danseundervisning i Danmark.

Samtidig skal DDD fortsat skabe rammerne for faglig udvikling, uddannelse, turneringer og store fælles danseoplevelser – med plads til både bredde, ambitioner og international elite.

Vores mission

At samle og styrke professionelle danseskoler og arbejde for faglighed, udvikling og gode vilkår for dansen som branche.

Vores vision

At være en stærk, moderne og samlende brancheforening, der udvikler sig med dansen og skaber værdi for både vores medlemmer og de mange mennesker, der danser på landets danseskoler.